onsdag den 19. oktober 2011

Små efterårs pindsvin med æble og kanel

Den her opskrift har jeg haft i mange år og har tit bagt den sammen med børnene. Nu kom jeg lige itanke om den og huskede den dejlige smag, som de her små boller - eller brød har...

Til 2 brød eller ca. 24 boller

75 g margarine
3 dl mælk
25 g gær
2 æbler - skrællet og revet
½ dl honning
½ tsk salt
1 tsk kanel
200 g sigtemel
450 g hvedemel

rosiner
evt- æg til pensling

Margarinen smelte og mælken tilsættes når gryden er taget af varmen - hældes straks over i en skål, så mælken ikke bliver for varm.

Gæren smuldres i mælken og margarinen, honning, revede æbler, kanel og salt tilsættes. - Røres sammen til gæren er smeltet.

Sigtemelet tilsættes og hvedemelet æltes i lidt ad gangen.


Jeg rørte/æltede dejen sammen med dejkroge, men den kan også sagtens æltes med håndkraft.

Dejen skal være lind og blød og den skal kunne formes til bolle/brød eller sættes med ske uden at flyde ud.

Dejen hæver i en time under et klæde og formes til brød eller boller.

Der klippes små pigge med en saks og sættes to rosiner i hver som øjne. - efterhæver i 10 - 20 minutter og pensles evt. med æg - jeg penslede ikke denne gang....

Bollerne bages ved 200 grader i ca 12 minutter midt i ovnen til de er gyldne.

Brødet bages ligeledes ved 200 grader i 40 minutter - læg et stykke staniol over i de sidste 20 minutter så piggene ikke bliver sorte.

mandag den 17. oktober 2011

Rösti af rodfrugter

I dag lavede jeg de her dejlige Rösti, som er en god alternativ måde at bruge rodfrugter på...

Jeg serverede den til en ribbensteg og sammen med en god salat.
Du skal bruge:
500 g blandede rodfrugter - persillerod, gulerod, Pastinak, kartofler eller knoldselleri
1 stort løg
1 spsk. frisk timian eller rosmarin
1 dl hakket persille
3 spsk. hvedemel
Salt og peber
2 æg
2 spsk. olivenolie


Rens, skræl og riv rodfrugterne groft - jeg gjorde det på foodprocessoren - det tager 2 minutter.
Kom rodfrugterne i en skål og vend dem omhyggeligt med groftrevet løg, fintskåret krydderurter, salt, peber, hvedemel og sammenpisket æg.
Form små runde kager 10-12 cm i diameter og 5 mm høje på bagepapir, stænk med olie og bag dem gyldne og sprøde ved 200° i varmluftovn i 25-30 minutter.

Serveres til kød og med salat til..





søndag den 16. oktober 2011

Syltede grønne tomater

I sidste uge, da nattefrosten havde meldt sin ankomst gik jeg ud i mit drivhus og høstede alle tomaterne - både de røde, gule og grønne.

De grønne besluttede jeg mig for at sylte - det har jeg nemlig hørt skulle være yderst lækkert tilbehør til diverse retter.

Jeg fandt en opskrift på kvalimad.dk - den prøvede jeg med lidt ændringer..

Jeg brugte:
1 kg grønne tomater
5 dl  vand
5 dl  æbleeddike
1 kg lyst rørsukker
1 stang kanel
2 spsk vanille
atamon efter anvisning på flasken

De glas der skal bruges til at opbevare tomaterne i skoldes og skylles med en atamonopløsning.

Bring langsomt alle ingredienserne til lagen i kog - dog ikke atamonen. Koges til alt sukkeret er smeltet.

Så skal der prikkes hul på tomaternes skind, så lagen kan trænge ind i dem. Jeg kopierede straks kavlimads måde at gøre det på, da jeg kunne se at det ellers ville tage meget lang tid.

- (Citeret fra Kvalimad) Den traditionelle måde er at bruge en gaffel. Men det er kedeligt og tager lang tid. Hvis du har et af de traditionelle firkantede rivejern, så kan du bruge den side med de spidse kradsende grater og bare rulle tomaterne hen over. Det er meget hurtigere.

Tomaterne kommes i lagen og simrre 10 minutter, afhængigt af størrelsen, tomaterne skal blive bløde. Bland atamonen i.

Hæld derefter tomaterne over i de skoldede glas.

Fjern urenheder fra kogelagen og hæld kogelagen over tomaterne så de er dækket af den.



lørdag den 8. oktober 2011

Langtidsstegt flæskesteg med smørstegte kejserhatte

I dag skulle vi så have flæskesteg, og da der var tid til det, blev den langtidsstegt over 3 timer - nu er det jo ikke jul, så jeg lavede lidt efterårstilbehør til.

1 svinekam med svær - størrelse alt efter, hvor mange der skal spise med
salt
1 bakke kejserhatte
2 spsk smør

Sovs:
30 g smør
4 spsk mel
stegesky fra stegen
kulør

Flæskestegen lægges i en bradepande med vand med sværen nedad. Stegen saltes og pebres på bunden og sættes i ovnen ved 125 grader i 1 time.

Stegen vendes og sværene drysses godt med salt. Stegen sættes tilbage i ovnen og steger nu i 2 timer yderligere. - Der spædes til med vand, hvis det fordamper, der skal jo gerne være noget til sovsen.

En halv time inden stegen er færdig, hældes stegeskyen fra i en skål.

Smørret smeltes i en gryde og melet tilsættes og der laves en melbolle.  Melbollen spædes op med stegeskyen - husk at tage fedtet fra - det lægger sig oven på stegeskyen. Når sovsen har den rigtige tykkelse smages den til og der tilsættes kulør indtil den har den rigtige farve.

De sidste 10 minutter inden stegen er færdig tændes der for grillen og flæskesværene popper op og bliver dejlige luftige og sprøde - husk at de ikke skal blive sorte.

Kejserhattenen skylles og skæres i skiver. Smørret smeltes på panden og kejserhattene steges gyldne i smørret.

Stegen serveres med sovs, katofler, en god salat og kejrserhattene til.






fredag den 7. oktober 2011

Bananmuffins med chokoladestykker og kakaoglasur

Det her er mine yndlings bananmuffins - de skal bare smages.... og vi skal lige hygge med dem her fredageftermiddag, når pigerne er kommet hjem fra skole.

Til ca. 30 muffins

320 g sukker
6 æg
200 g smeltet smør eller margarine
300 g mel
3 tsk bagepulver
4 små mosede bananer
saft af 1 citron
1 stor plade mørk chokolade hakket i små tern

Glasur.
150 g flormelis
4 spsk kakao
lidt vand

Fedtstoffet smeltes. Sukker og det smeltede fedtstof røres sammen og æggene piskes i et ad gangen.

Mel og bagepulver tilsættes og de mosede bananer, citronsaft og den hakkede chokolade tilsættes.

Dejen fordeles i muffinsforme og bages i ovnen ved 200 grader varmluft i 15 - 17 minutter - til de er gyldne og hævede.

Glasuren røres sammen og fordeles på kagerne, når de er afkølede.

Her er det en variant med citronglasur og chokoladeknapper....



Pæresalat med parmasan, serranoskinke og saltmandler

Det her er en rigtig dejlig efteråssalat - med gode friske pærer.
Du skal bruge:
1 romainesalathoved
2 – 3 udkernede, hårde pærer i både
150 g serranoskinke i tynde skiver
35 g høvlet parmesan
25 g saltmandler
Dressing
3 spsk olivenolie
1 spsk balsamico
1 tsk oregano
Salt og peber
Riv salatbladene i mundrette stykker, vend dem med pærerne, der er skåret i både.Pisk ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber.

Skær skinken i mindre stykker - eller klip, som jeg plejer at gøre og rist dem på bagepapir i ca. 5. minutter under grill i ovnen til de bliver knasende og sprøde.
Fordel skinke, høvlet parmesan samt saltmandler på salaten og server til kød eller bare med friskt brød til...



torsdag den 6. oktober 2011

Chokolade cheesecake

Den her opskrift så jeg hos Piskeriset - og tænkte med det samme - at den måtte jeg prøve - jeg er vild med chokoladekager i alle afskygninger.

Jeg brugte lidt likør og stærk kaffe i stedet for kaluha eller bailey - da jeg ikke lige havde nogle af delene. - Det virkede godt - for smagen var rigtig god...

75 g smør
200 mørk chokolade
200 g digestive kiks
400 g flødeost
100 g lyst rørsukker
4 æg
3 dl piskefløde
3 spsk skilpaddelikør
1 tsk nescafe blødt op i lidt vand

Pynt
2 dl cremefraiche
2 spsk flormelis
1 tsk nescafe rørt op i lidt vand
1 spsk skilpaddelikør
kakaopulver

Smør en springform med lidt smeltet smør.

Smelt smørret og bland det sammen med digestive kiksene som er blevet knust godt.

Pres kiksemassen ned i bunden af springformen.

Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den over vandbad.

Pisk flødeost og sukker, så sukkeret opløses i flødeosten.

Tilsæt derefter æggene et ad gangen. Tilsæt den flydende chokolade, fløden, kaffen og likøren.

Hæld chokolademassen forsigtigt i springformen og bag den ved 160 grader i 1 time.

Stil kagen i køleskabet natten over.

Dagen efter blandes creme fraiche med flormelis, kaffe og likør og det lægges ovene på kagen.

Lige inden servering drysses med kakao.