fredag den 18. maj 2012

Vredne kanelsnegle

Den her opskrift er inspireret af en opskrift på arla.dk - jeg har dog tilføjet æg til dejen, da jeg synes at det giver en god luftighed og blødhed til dejen.

I weekenden skulle 2 af mine piger til udendørs håndboldsstævne i Fløng. Jeg lovede at bage til begge hold - og blev lidt overrasket da jeg fandt ud af at jeg skulle bage til 45 håndboldpiger.....- så jeg bagte dobbelt portion.

Måske skal der lidt mere mel i end opskriften siger - da jeg jo har tilføjet 2 æg....

Det blev nogle superlækre snegle og de kan stærkt anbefales!

Til ca 30 stk
5 dl lunet mælk
50 g gær
125 g blødt smør
1 tsk groft salt
85 g sukker (ca. 1 dl)
2 tsk stødt kardemomme
750 g hvedemel
2 æg

Fyld
125 g blødt smør
85 g sukker (ca. 1 dl)
2 spsk stødt kanel

Pensling
æg

Pynt
perlesukker


Lun mælken og hæld mælken i en skål og rør gæren ud heri.

Tilsæt smør, salt, sukker, kardemomme og mel (hold lidt mel tilbage). Ælt dejen godt sammen til den er blank og smidig. Lad dejen hæve tildækket i ca. 15 min. - gerne længere.



Rør smør, sukker og kanel godt sammen til fyldet.

Del dejen i 2 og rul først den ene portion ud til en firkant (ca. 30 x 45 cm).

Fordel halvdelen af fyldet herpå. Fold dejen indover fyldet fra den korteste ende. Fold en gang til så dejen nu måler ca. 30 x 11 cm.

Skær dejen ud i 2 cm brede strimler - ca. 15 stk. Sno hver dejstrimmel til den er ca. 20 cm lang og form den til en snegl (fold dejenden ind under sneglen).




Læg sneglene på plader med bagepapir eller i muffinsforme med papirsforme og lad dem efterhæve tildækkede i ca. 20 minutter.

Gentag med den sidste portion dej og resten af fyldet. Pisk ægget sammen og pensl sneglene. Drys dem med sukker og bag dem midt i ovnen ved 250 grader i 8 - 10 minutter. Lad sneglene køle af på en bagerist.