tirsdag den 19. april 2011

Grillede marinerede koteletter

De her koteletter blev rigtig dejlige og det bliver jo altid ekstra dejligt når solen skinner og det er dejligt varmt, som vi har det nu her i denne skønne påske...

8 koteletter

Marinade:
2 spsk olie
1 spsk soya
1 tsk sød soya
1 spsk sød chilisauce
1 fed hvidløg
salt og peber

Kødet lægges i marinaden i min. ½ time, men gerne i flere timer - det får en fantastisk smag og bliver dejligt mørt.

Koteletterne grilles på grillen til de er gennemstegte - og nydes med nogle gode kartofler, en god salat og evt. tzaziki til...
Se opskrift under tilbehør

Salat med ristet serranoskinke og cashewnødder

En dejlig salat som tilbehør til kød...

1 pakke babyleaves
1 pakke serranoskinke
1 pose cashewnødder
2 røde peberfugter
1 stor håndfuld sukkerærter

Salatbladene skylles og tørres i en salatslynge.

Serranoskinken klippes i mindre firkanter og lægges på en bagplade på noget bagepapir. Skinken ristes i ovnen ved 200 grader til de er spøde - ca. 5 - 10 minutter alt efter hvordan ens ovn er..

Peberfrugterne skæres i mindre strimler og sukkerærterne skæres i mindre bidder.

Peberfrugterne og ærterne dysses over salaten og det samme gør nødderne og serranoskinken.

Server en god olie/edikkedressing til
Se opskrift under tilbehør

Gærhorn med vanillecreme og remonce

40 stk

1½ pk gær
2½ dl mælk
200 g smør eller margarine
2 æg
800 g mel
1 tsk salt
1 dl A38
75 g sukker
1 tsk kardemomme

remonce:
150 g smør
150 g sukker
1 tsk vanille

Creme:
3 dl mælk
2 æggeblommer
1 spsk maizena mel
2 spsk sukker

Gæren opløses i mælken som er lunet til håndvarm. Margarinen smeltes og hældes i gærblandingen.
A38, æg, salt, sukker og kardemomme tilsættes. Melet æltes i til dejen er lind og slipper skålen - hold lidt af melet tilbage, det er ikke sikkert at det altsammen skal i.

Dejen hæver i ½ times tid.

Imens røres remoncen sammen - fedtstoffet kan evt. blødgøres lidt i microvnen først.

Mælken til cremen piskes sammen med æggeblommer, sukker og maizena og brínges til at koge under konstant omrøring. Når cremen er kogt tilsættes vanillen og cremen køler af. - Den skal være rimelig fast, så den ikke løber ud af hornene..

Dejen deles i 5 lige store stykker, som rulles ud til runde flader, der deles i 8 lige store stykker.

Der lægges en lille spsk remonce og en stor tsk creme på hver trekant og den rulles sammen til et horn - fra den brede ende til den smalle - spidsen lægges nederst på bagepapiret, så hornet er lukket.

Hornene efterhæver i ca. 20 min og bages derefter ved 200 grader i ca. 12 min til de er gyldne.