mandag den 1. oktober 2012

Medaljer til de søde

Så kom den søde bagetrang endnu engang over mig og jeg blev bare nødt til at lave nogle medaljer. Det har jeg ikke prøvet før, så nu skulle det prøves!

Mørdej:
300 g mel
150 g smør
100 g flormelis
1 æg

Creme:
Opskriften finder du her: Kagecreme

Glasur:
150 g flormelis
lidt vand

Flødeskum
hindbærsyltetøj

Først laves cremen og den sættes på køl - den kan evt. også laves dagen før.

Smørret smuldres i melet og flormelisen tilsættes. Det hele samles med ægget. Dejen æltes til en ensartet dej. Dejen lægges i køleskabet i en times tid.

Når dejen har kølet af rulles den ud på et meldrysset bord. Dejen skal være ca. 3 - 4 mm tyk.

Jeg stak de runde kager ud med et glas, der er 7 cm i diameter.

Kagerne lægges på en plade med bagepapir og bages i ovnen ved 200 grader i 8 - 10 minutter til de er gyldne. Kagerne afkøles på en bagerist.

Kagerne lægges i 2 lige store bunker.

Når alle de varme ting - kagerne og cremen er helt afkølet, skal medaljerne lægges sammen.

Flødeskummet lægges i en sprøjtepose og på halvdelen af kagerne sprøjtes en høj ring af flødeskum.

Kagecremen lægges i en sprøjtepose.

I midten af ringen lægges en tsk hindbærsyltetøj og på toppen af flødekummet og syltetøjet sprøjtes en ring af kagecreme.

Den resterende halvdel af kagerne dækkes med glasur og pyntes efter behov.

Til sidst lægges kagerne sammen og wow man har de flotteste medaljer - der iøvrigt smager himmelsk!