tirsdag den 25. august 2015

hybenmarmelade med citron og vanillie

Sidste weekend var vi på stranden og en lille sidegevinst var, at der så mange dejlige hyben, at jeg blev nødt til at få familien til at hjælpe mig med at plukke hyben, så vi kunne få lavet noget dejligt marmelade.

Det blev en super lækker marmelade, som stærkt kan anbefales....

Du skal bruge:

1 kg hybenskaller, ½ liter vand, 400 g sukker, 2 økologiske citroner,1 vaniljestang eller en stang kanel, Atamon.

Fjern først blomst og stængel med en lille kniv, skær frugterne midt igennem fra blomst til stilk og skrab de hvide frø ud med skaftet af en teske eller spidsen af kniven. Hold fingrene væk fra øjnene, du kan nemlig ikke undgå at få lidt frø på hænderne, og de virker som kløpulver.

Vask citronerne og riv skallen med juliennejern.

Kog hybenskallerne med vand, citronskal, en flækket vanijestang og saften af de 2 citroner i 20 minutter under låg.

Tilsæt sukker kog videre i 15 minutter uden låg. Skum marmeladen. Skyl glas og låg i kogende vand med 1 tsk Atamon.

Hæld marmeladen på glas og luk straks glassene.