lørdag den 8. februar 2014

Hummerbisque

Til nytår fik vi jomfruhummere og alle skallerne gemte vi og jeg lavede denne hummerbisque. Jeg har aldrig prøvet det før og var nysgerrig på hvordan det ville komme til at smage.........

Jeg må indrømme, at det ikke lige er mig - det er en meget koncentreret suppe, men i mindre mængder kan jeg se en pointe med den, mener her kommer opskriften...

Til 4 personer:
Skallerne fra jomfruhummere
2-3 spiseskefulde olivenolie
4 tomater i tern
2 tsk timian
2-3 tsk paprika (mild)
2 fed hvidløg – i tern
1 løg – i tern
1/2 porre – i tern /mindre stykker
1/2 persillerod – i tern
1/2 fennikel – i tern
1/2 flaske hvidvin - jeg brugte en rest champagne fra nytår
1 lille glas cognac
1/4 l piskefløde
1/2 liter fiskefond / bouillon (eller vand – og en bouillon-terning)

Saml alle skallerne i en skål.

Varm olien godt op i en stor gryde (til den er nærmeste rygende). Skallerne kommes herefter i gryden og steges godt igennem. Brug grydeskeen til at knuse dem med.

Tilsæt hvidløg, timian og paprika og lad det stege lidt. Tilsæt tomater.

Hæld nu cognacen ved og flamberer (hav altid et grydelåg klar, når du flamberer - for en sikkerheds skyld)

Derefter tilsættes grøntsagerne. Rør godt rundt i gryden, og tilsæt herefter vin og fiskefond. Væsken skal dække skallerne - kniber det, kan du supplere op med vand.

Kog suppen i 20-25 minutter. Skum løbende af med en hulske.

Efter 25 minutters kogning slukkes blusset og suppen står i 10 minutter og trække med skallerne i. 

Si nu suppen, og sørg for at få det hele med! 

Der bør nu være en god liter rød-brun suppe. Den skal have en cremet konsistens, og har den ikke helt det endnu, skal den koges lidt mere ind.

Tilsæt fløden og smag til med salt og peber

Kog suppen ind stille og roligt, indtil smagen er afrundet og konsistensen igen er cremet
Anret suppen i dybe tallerkener og tilsæt evt. stegte jomfruhummerstykker. Pynt med lidt krydderurter og server brød til.