tirsdag den 4. februar 2014

Chokolade/mokkatrøfler

Til jul lavede vi også de her trøfler...

Du skal bruge;
125 g chokolade
1,5 dl piskefløde
20 g smør
1 tsk pulverkaffe
Det hele smeltes sammen i en gryde for lav varme og når massen er helt ensartet hældes chokoladen på små aluforme.

Man kan også lade den stå og køle af og derefter trille små kugler som rulles i kakao.


Nyt hæklet tæppe

Se under kreative ting og sager for flere billeder.....


torsdag den 30. januar 2014

Olgas Æbletriflilagkage

Her kommer opskriften på en yderst lækker kage, som jeg selv har komponeret.

Jeg elsker æbletrifli og jeg elsker lagkage, så jeg har valgt at prøve, at kombinere disse 2 - uhhmm det er ikke at kimse af....

Du skal bruge:
2 lagkagebunde
1 mandelmarengsbund
1 portion kagecreme
1 portion æblemos (ca. 900 g)
5 blade husblas
1 lille glas æblegelé
2 dl piskefløde
1 pose knuste makroner ½ dl portvin
tørrede æbler
lidt karamel af.
100 g sukker
20 smør


Lav æblemosen - eller tag en pose op fra fryserene (jeg har altid nogle portioner æblemos i fryseren).
Læg husblassen i koldt vandt i 5 minutter. Vrid vandet af og læg husblassen i en lille skål. Smelt husblassen over vandbad til husblassen er smeltet.
Rør en skefuld æblemos i den smeltede husblas og bland det i  resten af æblemosen.

Lav æblegelé, eller brug et fra tidligere produktion.

Bag lagkagebundene og mandelmarengsbunden.

Lav kagecreme.

Læg de knuste makroner i en skål og hæld portvinen over. Drej rundt så alle makroner bliver vædet med portvin.

Jeg valgte at lægge kagen sammen i en firkantet form, men det kan jo også være i e springform.

Sæt bagefolie rundt i kanten på formen.

Start med at lægge mandelbunden i og fordel de knuste makroner over. Fordel æblemosen henover - hold en dl æblemos tilbage.

Læg en lagkagebund henover.

Fordel kagecremen over bunden og læg endnu en lagkagebund over.

Pres oven på bunden så du ved at det hele ligger godt i formen.

Smelt æblegeléen og hælden i jævnt lag ud over toppen af lagkagen.

Sæt kagen på køl i minimum 3 timer.

Smelt sukker og smør og rør rundt til karamellen bliver gylden. Læg hurtigt de tørrede æbler i karamellen og tag dem op og læg dem på et stykke bagepapir - karamellen bliver hurtigt mørk, så det skal gå stærkt!

Pisk fløden stiv og vend resten af æblemosen i flødeskummet.

Skær kagen i den ønskede størrelse stykker og sprøjt toppe af æbleflødeskum på toppen. Pynt med glasrede tørrede æbler.

Et udsøgt stykke kage....









onsdag den 29. januar 2014

Mandelmarengsbunde/makronbunde

Den her bund bruger jeg tit i bunden af en lagkage - det giver dejlig knas og bid i kagen...


Til 2 bunde skal du bruge:
150 g nødder eller mandler -groft hakket eller fintmalede, alt efter hvilken konsistens man vil have...
150 g sukker
½ tsk bagepulver
4 æggehvider

Hak nødderne/mandlerne fint eller groft.

Pisk æggehviderne stive med haldelen af sukkeret.

Bland de hakkede nødder/mandler med sukker og bagepulver og vend nøddemassen i de stiftpiskede hvider med en let hånd.

Fordel marengsmassen på et stykke bagepapir i den størrelse som bunden skal have - tegn evt. en cirkel på bagepapiret så bunden bliver perfekt rund.

Bages ved 175 grader i 25 minutter.

Her i denne kage er den nederste bund en mandelbund.






søndag den 26. januar 2014

Lagkagebunde

Lagkagebunde er dejlig nemme at lave og det smager bare SÅ meget bedre med friske hjemmebagte bunde end købebunde...

Du skal bruge:
3 æg
125 g sukker
1 spsk vand
50 gmel
50 g kartoffelmel
½ tsk hjortetaksalt

Æggene og sukkeret piskes luftigt til det skummer og bliver lyst.

Vandet piskes i.
Mel og hjorttakssalt vendes i.

Dejen hældes i 2 - 3 smurte springforme og bages straks.

Bundene bages ved 225 grader i ca. 5 minutter til de er gyldne og gennembagte.

Her er bundene bagt i en firkantet form og lagt sammen.





lørdag den 25. januar 2014

Flødekarameller med havsalt

Til jul lavede vi karameller - de bedste karameller ever......

Du skal bruge:
300 g sukker
150 g farin
150 g lys sirup
150 g smør
3 dl piskefløde
olie til formen
1 tsk. flagesalt


Kom sukker, farin, smør, fløde, salt og sirup i en gryde, og lad det hele koge op. Lad massen simre over middel
varme. Rør indimellem hvis nødvendigt, men brug en træske. Lad karamelmassen blive 123°. Det tager ca. 30 - 40 minutter.
Hæld karamelmassen i en smurt form på ca. 18 x 18 cm. Lad karamellen køle helt af i køleskab, helst til næste dag. Skær den i terninger, og pak den i en lufttæt dåse.



fredag den 24. januar 2014

Konfekt med nougat, marcipan og mandler

De her konfektstykker lavede jeg til - set på Odensemarcipan.dk - det er virkelig et godt stykke konfekt og bestemt et jeg vil vende tilbage til de næste par år!

Du skal bruge:
400 g marcipan
200 g nougat
100 g mandler
100 g mørk chokolade


Hak mandlerne og rist dem på en bageplade i ovnen ved 150 grader i 15 minutter til de er let gyldne.

Rul imens marcipanen ud, og læg den herefter i en firkantet form - eks. 22x22 cm.

Smelt nougat over vandbad og bland med  de hakkede mandler. Hæld nougatmassen over marcipanen, så nougaten bliver ca. 1 cm højt – eller efter ønske. Sæt den på køl indtil den er fast (ca. 30 minutter).

Temperér den mørke chokolade inden den smøres på toppen af den faste nougat.

Lad det størkne og tag derefter det store stykke konfekt ud af formen og vend det på hovedet. Herefter smøres chokolade hen over marcipanen.

Når chokoladen er størknet skæres konfekten ud i den ønskede størrelse.