Den her opskrift har jeg fået af min datters klasselærer, som til et forældremøde serverede de skønneste boller - her kommer opskriften... gengivet som Rune har skrevet den, for den er meget beskrivende og jeg skal helt sikker prøve en gang at ae mine boller, men denne morgen blev det til de mere skødesløse.
Jeg serverede dem på mit arbejde i anledning af min fødselsdag i dag - de var et hit!
Runes brød
1 kg hvedemel (brug gerne al mulig andet mel)
6 dl vand
2 dl yoghurt
2 spsk salt
5-10 g. gær
Bland de våde ingredienser først, så gær og til sidst mel. Endelig ikke for meget mel. Rør det hele sammen hurtigt og i kort tid. Dejen skal være meget våd - ikke særlig meget struktur i dejen.
Lad den hæve fra om aftenen (kl 21) til næste morgen (kl 7).
Hvis du vil have kerner i bollerne kan du nu hælde dem ud over dejen. De skal ikke røres rundt. Når du tager en håndfuld dej vil de bliver skødesløst fordelt i bollerne. Du kan bruge solsikkekerner, hørfrø, græskarkerner, sesamfrø osv.
Tag en håndfuld dej med en våd hånd og placer den uformelige masse på en bagepapir. Dejen vil klistre til din hånd, men du fortsætter til alle bollerne ligger på pladen.
Hvis du vil have pæne boller, dypper du din hånd i vand, hvorefter du aer bollerne ganske lidt så de bliver lidt glattere ovenpå.
Alt efter om du vil have rustikt udseende boller, italiensk eller andet, skal du drysse grahamsmel, durummel eller andet mel på bollerne.
Ovnen skal være næsten 250 C inden du sætter bollerne ind.
Den skal bages mellem 10 og 25 min. alt efter om du vil have bløde boller eller om du vil have boller med bid i skorpen.
Husk at sætte bollerne på en rist når de kommer ud.
PS. Hvis du har tid til det kan du også blot hælde al dejen ud på bagepapir, og bage det ved 220 C. Så får du et kæmpebrød. Det skal bage i lang tid, måske op til en time. Bank det under bunden og hør om det lyder hult.
Hvis brødet/bollerne skal blive højere kan du tilsætte mere mel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar